Vi er ikke disse kroppe

Af Srila Prabhupada
dehi nityam avadhyo ’yam
dehe sarvasya bharata
tasmat sarvani bhutani
na tvam socitum arhasi
“O Bharatas efterkommer, han, der bor i kroppen, er evig og kan aldrig dræbes. Derfor bør du ikke sørge over noget væsen.” (Bhagavad-gita 2.30)

Det allerførste skridt i selvrealisering er at erkende sin identitet som forskellig fra kroppen. ”Jeg er ikke denne krop, men en åndelig sjæl,” er en afgørende erkendelse for enhver, der ønsker at sætte sig ud over døden og komme til den åndelige verden på den anden side. Det er ikke blot et spørgsmål om at sige, ”Jeg er ikke denne krop,” men om virkeligt at erkende det. Skønt vi ikke er disse kroppe, men ren bevidsthed, er vi på en eller anden måde blevet omsluttet af den kropslige klædning. Ønsker vi virkeligt den lykke og frihed, der overskrider døden, må vi etablere os selv i og forblive i vor naturlige position som ren bevidsthed.

Når vi lever i den kropslige opfattelse, er vor ide om lykke som et menneske i vildelse. Nogle filosoffer gør gældende, at denne forvildede tilstand af kropslig identifikation skal helbredes ved afståelse fra al handling. Fordi disse materielle aktiviteter har været os en kilde til lidelse, hævder de, at vi i virkeligheden bør høre op med disse aktiviteter. Deres kulmination af fuldkommenhed er en slags buddhistisk nirvana, hvor der ikke foretages nogen aktiviteter. Buddha hævdede, at denne krop er blevet til på grund af en kombination af materielle elementer, og hvis disse materielle elementer på en eller anden måde sønderdeles eller udslettes, fjernes årsagen til lidelse. Giver skattevæsenet os for meget besvær, fordi vi ejer et stort hus, er en enkel løsning at ødelægge huset. Imidlertid tilkendegiver Bhagavad-gita, at denne materielle krop ikke er et og alt. Udover denne kombination af materielle elementer er der ånden, og symptomet på denne ånd er bevidsthed.

Bevidsthed
Bevidsthed kan ikke bestrides. En krop uden bevidsthed er en død krop. Så snart bevidstheden forsvinder fra kroppen, kan munden ikke tale, øjet ikke se, og ørerne ikke høre. Et barn kan forstå dette. Det er et faktum, at bevidsthed er absolut nødvendig for at give liv til kroppen. Hvad er denne bevidsthed? Ligesom varme eller røg er symptomer på ild, er bevidsthed symptom på sjælen. Sjælens eller selvets energi viser sig i form af bevidsthed. I virkeligheden er bevidsthed beviset på, at sjælen er til stede. Dette er ikke kun Bhagavad-gitas filosofi, men hele den vediske litteraturs konklusion.

De upersonalistiske tilhængere af Sankaracarya såvel som vaisnavaerne, der følger i discipelrækken fra Herren Sri Krishna, indrømmer sjælens virkelige eksistens, men det gør de buddhistiske filosoffer ikke. Buddhisterne påstår, at på et vist stadie frembringer materie bevidsthed, men dette argument gendrives af det faktum, at skønt vi kan have alle materielle bestanddele til rådighed, kan vi ikke skabe bevidsthed af dem. Alle de materielle elementer kan være til stede i et dødt menneske, men vi kan ikke genoplive dette menneske til bevidsthed. Denne krop er ikke som en maskine. Når en maskindel går i stykker, kan delen erstattes, og maskinen virker igen, men når kroppen går i stykker, og bevidstheden forlader kroppen, er der ingen mulighed for at erstatte delen, der er gået i stykker, og genoplive bevidstheden. Sjælen er forskellig fra kroppen, og så længe sjælen er der, er kroppen levende. Men det er ikke muligt at gøre kroppen levende uden sjælen.

Fordi vi ikke kan opfatte sjælen med vore grove sanser, afviser vi den. Men i virkeligheden er der så mange ting, vi ikke kan se. Vi kan ikke se luft, radiobølger eller lyd, og vi kan heller ikke sanse mikroskopiske bakterier med vore grove sanser, men det betyder ikke, at de ikke er der. Ved hjælp af mikroskop og andre instrumenter kan man se mange ting, som vore ufuldkomne sanser tidligere var forment adgang. Blot fordi sjælen, der er atomisk i størrelse, endnu ikke er blevet set af sanser eller instrumenter, bør vi ikke slutte, at den ikke er der. Og den kan under alle omstændigheder ses igennem sine symptomer og virkninger.

Sjælens virkelige ønske
I Bhagavad-gita gør Sri Krishna opmærksom på, at alle vore lidelser skyldes falsk identifikation med kroppen.

matra-sparsas tu kaunteya
sitosna-sukha-duhkha-dah
agamapayino ’nityas
tams titiksasva bharata
“O Kuntis søn, de midlertidige forekomster af varme og kulde, lykke og lidelse og deres forsvinden med tiden er som somrenes og vintrenes kommen og gåen. De opstår af sanseopfattelse, o Bharatas ætling, og man må lære at tåle dem uden at lade sig forstyrre.” (Bg. 2.14)

Om sommeren føler vi måske nydelse i kontakt med vand, men om vinteren undgår vi det samme vand, for det er for koldt. I begge tilfælde er vandet det samme, men vi opfatter det som behageligt eller smertefuldt på grund af dets kontakt med kroppen.
Alle følelser af lidelse og lykke skyldes kroppen. Under visse omstændigheder føler kroppen og sindet lykke og lidelse. I virkeligheden higer vi efter lykke, for sjælens medfødte natur er at være lykkelig. Sjælen er en uadskillelig del af det Højeste Væsen, der er sac-cid-ananda-vigrahah [Bs. 5.1], legemliggørelsen af viden, lyksalighed og evighed. Ja, selve navnet Krishna, der er usekterisk, betyder ’den største glæde’. ’Krs’ betyder ’størst’, og ’na’ betyder ’glæde’. Krishna er indbegrebet af glæde, og som uadskillelige dele af Ham higer vi efter glæde. En dråbe havvand har alle havets egenskaber, og vi har som mikroskopiske dele af den Højeste Helhed de samme egenskaber som den Højeste.

Skønt den atomiske sjæl er så lille, sætter den hele kroppen i bevægelse og får den til at handle på så mange fantastiske måder. I verden ser vi mange byer, veje, broer, store bygninger, monumenter og store civilisationer, men hvem har skabt alt dette? Det er alt sammen blevet gjort af den lille åndelige gnist inde i kroppen. Hvis sådanne fantastiske ting kan gøres af den ganske lille åndelige gnist, kan vi ikke begynde at forstille os, hvad der kan udrettes af den Højeste Åndelige Helhed. Den ganske lille åndelige sjæls længsel er efter helhedens kvaliteter — viden, lyksalighed og evighed — men denne higen forpurres på grund af den materielle krop. Denne viden om, hvordan man opnår sjælens ønske, gives i Bhagavad-gita.

For øjeblikket forsøger vi at opnå evighed, lyksalighed og viden ved hjælp af et ufuldkomment redskab. I virkeligheden blokeres vort fremskridt imod disse mål af den materielle krop. Derfor må vi komme til erkendelsen af vor eksistens hinsides kroppen. Teoretisk viden om, at vi ikke er disse kroppe, er ikke nok. Vi må altid holde os selv adskilte som kroppens herre, ikke som dens tjener. Ved vi, hvordan vi kører en bil ordentligt, tjener den os godt, men ved vi det ikke, er vi i fare.

Beherskelse af sanserne
Kroppen består af sanser, og sanserne er altid sultne efter deres objekter. Øjnene ser en smuk person og siger til os, ”Ih, der er der en smuk pige, en flot fyr. Lad os se på dem.” Ørerne siger til os, ”Ah, dejlig musik. Lad os lytte til den.” Tungen siger, ”O, en god restaurant med lækker mad. Skal vi ikke gå derind?” På denne måde trækker sanserne os fra det ene sted til det næste, og på grund af dette er vi forvirrede.

indriyanam hi caratam
yan mano ’nuvidhiyate
tad asya harati prajnam
vayur navam ivambhasi
“Ligesom en båd på vandet rives med af en stærk vind, kan blot en af sanserne, som sindet koncentrerer sig på, rive et menneskes intelligens med sig.” (Bg. 2.67)

Det er tvingende nødvendigt, at vi lærer, hvordan man behersker sanserne. Navnet gosvami gives til den, der har lært, hvordan man behersker sanserne. Go betyder ’sanser’, og svami betyder ’en, der behersker’. Så den, der kan beherske sanserne, skal anses for at være en gosvami. Krishna giver udtryk for, at den, der identificerer sig med den illusoriske materielle krop, ikke kan etablere sig selv i sin rigtige identitet som åndelig sjæl. Kropslig nydelse er flygtig og berusende, og man kan i virkeligheden ikke nyde den på grund af dens forbigående natur. Virkelig lykke kommer fra sjælen, ikke fra kroppen. Vi må forme vore liv på en sådan måde, at vi ikke vil blive afledt af kropslig nydelse. Hvis vi på en eller anden måde bortledes, er det ikke muligt for os at etablere vor bevidsthed i dens sande identitet hinsides kroppen.

Kundskabsbøgernes regler og reguleringer
bhogaisvarya-prasaktanam
tayapahrta-cetasam
vyavasayatmika buddhih
samadhau na vidhiyate
traigunya-visaya vede
nistraigunyo bhavarjuna
nirdvandvo nitya-sattva-stho
niryoga-ksema atmavan
“I sindet hos dem, der er for knyttede til sansenydelse og materiel rigdom, og som forvirres af sådanne ting, finder den resolutte beslutsomhed om hengiven tjeneste til den Højeste Herre ikke sted. Vedaerne beskæftiger sig hovedsageligt med den materielle naturs tre kvaliteter. Hæv dig over disse kvaliteter, o Arjuna. Vær transcendental til dem alle. Vær fri for dualiteter og for al bekymring om vinding og sikkerhed og vær grundfæstet i selvet.” (Bg. 2.44–45)

Ordet veda betyder ’kundskabsbog’. Der er mange kundskabsbøger, og de varierer fra land til land, befolkning, omgivelser osv. I Indien henfører kundskabsbøger til Vedaerne. I Vesten kaldes de Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Muhamedanerne accepterer Koranen. Hvad er formålet med alle disse kundskabsbøger? At oplære os til at forstå vor position som ren sjæl. Deres formål er at begrænse vore kropslige aktiviteter ved bestemte regler og reguleringer, og disse regler kendes som moralens kodekser. Bibelen har f.eks. ti bud, hvis formål er at regulere vore liv.

Kroppen skal under kontrol, hvis vi skal kunne nå den højeste fuldkommenhed, og derfor er det ikke muligt at gøre vore liv fuldkomne uden regulative principper. De regulative principper kan variere fra land til land eller skrift til skrift, men det spiller ingen rolle, for de er blevet givet i henhold til tid og omstændighed og menneskenes mentalitet. Men princippet med reguleret kontrol er det samme. På samme måde giver regeringen bestemte reguleringer, der skal adlydes af borgerne. Uden reguleringer er det ikke muligt at gøre fremskridt i ledelse eller civilisation. I det foregående vers fortæller Sri Krishna Arjuna, at tanken med Vedaernes regulative principper er at beherske den materielle naturs tre kvaliteter — godhed, lidenskab og uvidenhed (traigunya-visaya vedah). Imidlertid råder Krishna Arjuna til, at han grundfæster sig i sin rene naturlige position som åndelig sjæl på den anden side af den materielle naturs dualiteter.

Materiel nydelse
Som vi allerede har påpeget, opstår disse dualiteter som varme/kulde og nydelse/lidelse på grund af sansernes kontakt med deres objekter. Med andre ord fødes de af identifikation med kroppen. Krishna siger, at de, der har helliget sig til nydelse og magt, besnæres af Vedaernes ord, når de lover himmelsk nydelse igennem offerhandlinger og reguleret aktivitet. At nyde er vor medførte ret, for nydelse er et af den åndelige sjæls kendetegn, men den åndelige sjæl forsøger at nyde materielt, og der ligger fejlen.

Alle forsøger at drage fordel af materielle ting med henblik på nydelse og tilegner sig så megen viden som muligt. En person forsøger at blive kemiker eller fysiker, en anden at blive politiker, kunstner osv. Alle ved noget om alting eller alting om noget, og dette kaldes normalt for viden. Men så snart vi forlader kroppen, er det slut med al denne viden. I et tidligere liv kan vi have været et meget lærd menneske, men i dette liv må vi starte forfra og gå i skole og lære at læse og skrive fra begyndelsen af. Uanset hvilken viden, man tilegnede sig i det forrige liv, er den glemt. I virkeligheden søger vi evig viden, men denne kan ikke erhverves igennem denne materielle krop. Vi søger alle nydelse igennem disse kroppe, men kropslig nydelse er ikke vor virkelige nydelse. Den er kunstig. Vi er nødt til at forstå, at ønsker vi at fortsætte med denne kunstige nydelse, kan vi ikke opnå vor position af evig nydelse.

Kroppen må anses for en syg tilstand. Et sygt menneske kan ikke rigtigt nyde. For eksempel smager en person, der har gulsot, sukker som bittert, men en rask person kan smage dets søde smag. I begge tilfælde er sukkeret det samme, men alt efter vor tilstand smager det forskelligt. Medmindre vi helbredes for denne syge ide om kropsligt liv, kan vi ikke smage det åndelige livs søde smag. Ja, det vil smage bittert, og samtidigt komplicerer vi vor syge tilstand yderligere ved at øge nydelsen af materielt liv. En tyfuspatient må ikke få fast føde, og giver nogle ham det at nyde, og han spiser det, forværrer han sin sygdom yderligere og bringer sit liv i fare. Ønsker vi virkelig frihed fra den materielle tilværelses lidelser, må vi begrænse vore kropslige behov og nydelser til et minimum.

Den Højeste Nyder
I virkeligheden er kropslig nydelse slet ikke nydelse overhovedet. Virkelig nydelse hører aldrig op. I Mahabharata er der et vers — ramante yogino ’nante — der siger, at yogierne (yogino), de, der bestræber sig på at ophøje sig selv til den åndelige platform, virkeligt nyder (ramante), men deres nydelse er anante, uden ende. Dette kommer af, at deres nydelse er forbundet med den Højeste Nyder (Rama), Sri Krishna. Bhagavan Sri Krishna er den virkelige nyder. Bhagavad-gita (5.29) bekræfter dette:

bhoktaram yajna-tapasam
sarva-loka-mahesvaram
suhrdam sarva-bhutanam
jnatva mam santim rcchati
“De viise, der ved, at Jeg er den højeste nyder af alle offerhandlinger og askeser, Den Højeste Herre over alle planeter og halvguder og alle levende væseners velynder og velgører, opnår fred fra de materielle lidelser.”

Bhoga betyder ’nydelse’, og vor nydelse kommer af at forstå vor position som dem, der nydes. Den virkelige nyder er den Højeste Herre, og vi nydes af Ham. Et eksempel på et sådant forhold kan ses i den materielle verden imellem mand og kvinde. Manden er den, der nyder (purusa), og kvinden den, der nydes (prakrti). Ordet pri betyder ’kvinde’. Purusa eller ånd er subjektet, og prakrti eller naturen er objektet. Imidlertid får både manden og kvinden del i nydelsen. Når der virkelig er nydelse, er der ingen sådan forskel, at manden nyder mere, eller kvinden nyder mindre. Reelt er manden den, der dominerer, og kvinden den, der beherskes, men når det kommer til nydelse, er der ingen forskel. I en større målestok er intet levende væsen den, der nyder.

Gud har ekspanderet sig i mange, og vi udgør disse ekspansioner. Gud er uovertruffen og har ikke Sin lige, men Han ønskede at være mange for at nyde. Vi har erfaret, at der er kun lidt eller ingen nydelse i at sidde i et værelse alene og tale med sig selv. Er der imidlertid fem mennesker til stede, forøges vor nydelse, og kan vi diskutere Krishna sammen med mange, mange mennesker, er nydelsen så meget desto større. Nydelse betyder afveksling. Gud blev mange for Sin nydelses skyld, og således er vor position at blive nydt. Det er vor naturlige position og formålet med, at vi blev skabt. Både nyder og den, der nydes, har bevidsthed, men den nydtes bevidsthed er underordnet nyderens bevidsthed. Skønt Krishna er nyderen og vi de nydte, deles nydelsen ligeligt af alle. Vor nydelse kan blive gjort fuldendt, når vi tager del i Guds nydelse.

Den åndelige platform
Det er ikke muligt at nyde hver for sig på den kropslige platform. Materiel nydelse på den grove kropslige platform frarådes igennem hele Bhagavad-gita.

matra-sparsas tu kaunteya
sitosna-sukha-duhkha-dah
agamapayino ’nityas
tams titiksasva bharata
“O Kuntis søn, de midlertidige forekomster af varme og kulde, lykke og lidelse, og deres forsvinden med tiden, er som somrenes og vintrenes kommen og gåen. De opstår af sanseopfattelse, O Bharatas ætling, og man må lære at udholde dem uden at lade sig forstyrre.” (Bg. 2.14)

Den grove materielle krop er et resultat af den materielle naturs kvaliteters vekselvirkninger, og den er dømt til undergang.

antavanta ime deha
nityasyoktah saririnah
anasino ’prameyasya
tasmad yudhyasva bharata
“Kun det uforgængelige, umålelige og evige levende væsens materielle krop er genstand for ødelæggelse. Kæmp derfor, O Bharatas efterkommer.” (Bg. 2.18) Sri Krishna ansporer os derfor til at overskride den kropslige opfattelse af tilværelsen og opnå vort virkelige åndelige liv.

gunan etan atitya trin
dehi deha-samudbhavan
janma-mrtyu jara-duhhair
vimukto ’mrtam asnute
“Når det legemliggjorte væsen er i stand til sætte sig ud over disse tre kvaliteter [godhed, lidenskab og uvidenhed], kan han blive fri for fødsel, død, alderdom og lidelserne, der følger med dem, og kan nyde nektar selv i dette liv.” (Bg. 14.20)

For at etablere os selv på brahma-bhutas rene åndelige platform over de tre kvaliteter må vi ty til den Krishna-bevidste metode. Caitanya Mahaprabhus gave, sangen af Krishnas navne — Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare — gør denne proces let. Denne metode kaldes bhakti-yoga eller mantra-yoga, og den anvendes af de største transcendentalister.

Srila Prabhupadas essay 'Vi er ikke disse kroppe' udgør det første kapitel i bogen Beyond Birth and Death, der også tidligere er blevet udgivet på dansk under titlen Hinsides Fødsel og Død, der findes i bogen Smagen af en Anden Verden.