Vedaernes lære

Det følgende foredrag af Hans Gudommelige Nåde A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada blev holdt den 6. oktober 1969 i Conway Hall, London. Her fortæller Srila Prabhupada, hvorfor moderne filosofi og videnskab med deres erkendelsesmæssige metoder aldrig vil kunne komme til perfekt viden, men at virkelig viden kun kan opnås via bhakti-yoga-videnskaben, som Gud åbenbarer den i Vedaerne.

Mine damer og herrer, emnet for i dag er Vedaernes lære. Hvad er Vedaerne? Sanskritordet veda kan fortolkes på forskellige måder, men betydningen er til syvende og sidst den samme. Veda betyder "viden". En hvilken som helst type af viden, man godtager, er veda, for Vedaernes lære er den oprindelige kundskab. I den betingede tilstand er vor kundskab på mange måder mangelfuld. Forskellen på en betinget sjæl og en befriet sjæl er, at en betinget sjæl er underlagt fire fejl og mangler. Den første er, at han uvægerligt begår fejltagelser.

I vort land blev for eksempel Mahatma Gandhi anset for at være en stor personlighed, men han begik ikke desto mindre mange fejl. Ved slutningen af sit liv advarede hans sekretær ham, "Mahatma Gandhi, tag ikke til mødet i New Delhi. Nogle venner har fortalt mig, at der er fare på færde." Men han lyttede ikke efter. Han insisterede på at tage af sted, og resultatet var, at han blev dræbt. Selv store personligheder som Mahatma Gandhi eller præsident Kennedy — der er så mange af dem — begår fejl. Det er menneskeligt at fejle. Dette er blot én af den betingede sjæls mangler.

En anden ufuldkommenhed er, at man er under illusion. Illusion vil sige at anse noget for virkeligt, som ikke er det. Dette kaldes for maya. Maya betyder "det, som ikke er". Fx anser alle kroppen for at være identisk med selvet. Hvis jeg spørger en af jer, hvem vedkommende er, vil han sige, "Jeg er John, jeg er en rig mand. Jeg er dit, og jeg er dat." Dette er altsammen kropslig identifikation. I virkelighededen er vi ikke denne krop. At tro dette, er en illusion.

Den tredje fejl er tilbøjeligheden til at bedrage. Alle har en tilbøjelighed til at snyde andre. Selv om en person er den største tåbe, udgiver han sig ofte for at være meget intelligent. Til trods for at han som allerede påpeget lever i illusion, og begår fejltagelser, fremsætter han sine teorier, som om de var fakta. Men han kender ikke engang sig selv. Selv om han er ufuldkommen, skriver han bøger om filosofi. Dette er den betingede sjæls sygdom. Det er bedrageri.

Den sidste mangel er, at vi har ufuldkomne sanser. Vi er meget stolte af vores øjne. Det hænder ofte, at nogen udfordrer mig: "Kan du vise mig Gud?" Men har vi de øjne, der skal til for at se Gud? Vi vil aldrig kunne se Ham, hvis vi ikke har øjnene til det. Hvis der fx lige nu blev mørkt i rummet, ville vi ikke engang kunne se vore egne hænder. Så hvad kan vi se? Vi kan derfor ikke forvente at modtage perfekt viden (veda) ved hjælp af disse ufuldkomne sanser. Med alle disse brister kan vi i vort betingede liv ikke give fuldkommen kundskab til nogen; ej heller er vi selv fuldkomne. Derfor accepterer vi Vedaerne, som de er.

Nogle vil måske være tilbøjelige til at kalde Vedaerne hinduistiske, men ordet "hindu" findes ikke i Vedaerne. Det er en udefra kommende betegnelse. Vi er ikke hinduer. Den virkelige betegnelse for det, vi følger, er varnasrama. Varnasrama hentyder til dem, der følger Vedaerne, og som anerkender samfundets inddeling i otte varnaer og asramaer. Der er fire sociale og fire åndelige grupperinger, som under et kaldes varnasrama. I Bhagavad-gita [4.13] siges det, "Disse inddelinger findes i et hvert samfund, for de er skabt af Gud." De sociale grupperinger er brahmana, ksatriya, vaisya og sudra.

Brahmana henviser til den mest intelligente klasse af mennesker; de, som ved, hvad Brahman — den Absolutte Sandhed — er. Ksatriyaerne, den administrerende gruppe, er den næste klasse af intelligente mennesker. Derefter kommer vaisyaerne, handelsklassen. Disse naturlige klassificeringer findes overalt. Det er et vedisk princip, og det forlader vi os på . De vediske principper bør acceteres som aksiomatiske sandheder, for der kan ikke forekomme fejl i dem. Virkelig accept indebærer denne forståelse. I Indien anses for eksemel komøg for rent, selv om komøg er et dyrs afføring.

Et sted i Vedaerne siges det, at hvis man rører ved afføring, skal man straks tage et bad. Men et andet sted står der, at en kos afføring er ren. Hvis man smører komøg på et urent sted, bliver stedet rent. Vor sunde fornuft vil indvende, at dette er en modsigelse. Set fra en sædvanlig synsvinkel er det faktisk selvmodsigende. Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at kogødning er rent. I Calcutta blev komøg analyseret af en fremstående videnskabsmand og læge, som påviste, at det har alle antisetiske egenskaber.

Hvis i Indien en person siger til en anden, "Jeg forlanger du skal gøre det," vil den anden spørge, "Hvad snakker du om? Er det en vedisk forskrift, eller forventer du, jeg bare skal gøre, hvad du siger uden indvendinger?" Vediske forskrifter bør ikke underlægges fortolkninger. Yderst set vil man, hvis man omhyggeligt studerer disse forskrifter, finde ud af, de alle er korrekte.

Vedaerne er ikke menneskelig viden. Vedisk kundskab kommer fra den åndelige verden, fra Herren Krishna. Et andet navn for Veda'erne er sruti. Sruti henviser til den viden, som modtages gennem at høre. Det er ikke eksperimental viden. Sruti anses for at være som en moder. Vi modtager megen viden fra vores mor.

Hvis man for eksemel vil vide, hvem ens far er, hvem kan da bedst give en svaret? Ens mor. Hvis moderen siger, "Her er din far," kan man blive nødt til at godtage det. Det er ikke muligt at finde sin far ved hjæl af eksperimenter. Hvis man ønsker at indhente kundskab om noget, der ligger udenfor ens erfaring, eller eksperimentelle viden; det som er hinsides opfattelsen af vore sanser, bliver man tilsvarende måde nødt til at godtage Veda'erne. Det kommer helt enkelt ikke på tale at ekserimentere. Ekserimentet er allerede blevet udført. Det er allerede afgjort. Man er simelthen nødt til at acceptere moderens fremstilling som sandhed. Det er den eneste måde at stadfæste sin fars identitet på.

Veda'erne betragtes som moderen, og Brahma kaldes bedstefaderen eller stamfaderen, for han var den første til at blive oplært i vedisk kundskab. I begyndelsen var Brahma det første levende væsen. Han modtog denne vediske viden, og videregav den til Narada og andre disciple og sønner, og de i sin tur gav den til deres disciple. Således nedstiger den vediske kundskab gennem discipelrækken. Det bekræftes også i Bhagavad-gita, at den vediske kundskab kun kan modtageså denne måde.

Hvis man foretager eksperimenter, vil man komme til de samme konklusioner, men for at spare tid må man simpelthen acceptere de vediske udsagn som de er. Hvis man vil vide, hvem ens far er, og man anerkender sin mor som autoritet, kan man godtage det, hun siger, uden diskussion. Der findes tre slags bevisførelse: pratyaksa, anumana og sabda. Pratyaksa betyder "direkte bevis gennem sanserne". Emirisk bevis er ikke fyldestgørende, for vore sanser er ikke perfekte. Vi ser solen til dagligt, og for os ser den ud som en lille rund skive. I virkeligheden er den langt, langt større end mange planeter.

Hvilken værdi har vort syn i den forbindelse? Derfor, for at kunne lære noget om solen, er vi nødt til at læse bøger. Så direkte opfattelse kan ikke lede til perfekt kundskab.

Dernæst er der anumana, induktiv viden: "Måske forholder det sig således" — man fremsætter hypoteser. Darwins teori siger for eksemel, at det godt kan være det forholdt sig således, eller måske forholder det sig på en anden måde. Det er ikke videnskab. Det er blot et forslag eller en idé, og heller ikke det er fuldkomment. Hvis man imidlertid modtager kundskab fra autoritative kilder, er den perfekt. Hvis man får en programoversigt fra radiostationens autoriteter, kan den godtages. Man afviser den ikke, og man behøver heller ikke at eksperimentere sig frem, for man har allerede modtaget kundskaben fra autoritative kilder.

Vedisk viden kaldes sabda-pramana. Et anden betegnelse er sruti. Sruti betyder, at denne kundskab helt enkelt skal modtages gennem at lytte. Vedaerne forklarer, at vi er nødt til at lytte til en autoritet for at kunne forst transcendental viden. Transcendental viden er kundskab, der kommer fra et sted hinsides dette univers. Indenfor dette univers findes der materiel viden, og viden om hvad der findes udenfor dette univers, kaldes transcendental kundskab. Vi kan ikke engang nå til universets grænse, så hvordan kan vi gøre os håb om at rejse til den åndelige verden?

Det er således umuligt at erhverve sig fuld viden ved egen hjælp.

Der findes en åndelig verden, en anden natur, som er hinsides det manifesterede og det umanifesterede. Men hvordan kan vi vide, at der eksisterer en sfære, hvor planeterne og indbyggerne er evige? Kundskaben findes, men hvordan kan man eksperimentere sig frem til den? Det er ikke muligt. Derfor må vi søge vejledning i Vedaerne. Dette kaldes vedisk viden. I vor Krishnabevidstheds-bevægelse modtager vi viden fra den højeste autoritet, Krishna. Krishna anerkendes af alle klasser af mennesker som den højeste autoritet.

Her taler jeg først og fremmest omåde to klasser af transcendentalister. En gruppe af transcendentalister kaldes for upersonalister, eller mayavadier. De går også under betegnelsen vedantister, og ledes af Sankaracarya. Den anden klasse af transcendentalister kaldes vaisnavaer og indbefatter personer som Ramanujacarya, Madhvacarya og Visnusvami. Både Sankara-samradayaen og vaisnava-samradayaen anerkender Krishna som Guddommens Højeste Personlighed. Sankaracarya regnes for en upersonlighedsfilosof, som forkyndte upersonalisme, dvs. læren om den upersonlige Brahman, men faktum er, at han i virkeligheden var en personalist.

I sin kommentar til Bhagavad-gita skrev han, "Narayana, Guddommens Højeste Personlighed, er hinsides denne kosmiske manifestation." Og han bekræftede,"Denne Guddommens Højeste Personlighed, Narayana, er Krishna. Han er kommet som Devakis og Vasudevas søn." Her nævnte han specielt navnene på Hans far og mor. Så Krishna anerkendes som Guddommens Højeste Personlighed af alle transcendentalister. Derom hersker der ingen tvivl.

I Krishnabevidsthed får vi vores viden fra Bhagavad-gita, som kommer direkte fra Krishna. Vi har udgivet Bhagavad-gita Som Den Er, eftersom vi acceterer Krishnas ord uden fortolkning. Dette er vedisk viden. Eftersom den vediske viden er ren, godtager vi den som den er. Vi acceterer alt, hvad Krishna siger. Det er hvad Krishnabevidsthed indebærer. Denne fremgangsmåde er meget tidsbesarende. Hvis man nærmer sig den rigtige autoritet eller kilde til viden, sparer man en masse tid. For eksemel er der to måder at erhverve sig kundskab på i den materielle verden: induktiv og deduktiv.

Ved hjæl af den deduktive metode kan man forstå , at mennesket er dødeligt. Min far siger, mennesket er dødeligt, min søster siger, mennesket er dødeligt, alle siger, mennesket er dødeligt — jeg behøver ikke foretage eksperimenter. Jeg godtager det som et faktum, at mennesket er dødeligt.

Hvis jeg vil efterforske, hvorvidt mennesket er dødeligt eller ej, ville jeg blive nødt til at studere hvert eneste menneske på jorden, hvilket kan foranledige mig til at tro, at der måske findes et udødeligt menneske; et som jeg blot ikke har set endnu. På den måde findes der ingen ende på min forskning. På sanskrit kaldes denne metode for aroha, den opstigende metode. Hvis man gennem sin personlige bestræbelser, ved hjæl af sine ufuldkomne sanser, ønsker at opnå kundskab, vil man aldrig nå frem til den rigtige konklusion. Det er simpelthen umuligt.

I Brahma-samhita siges det: prøv blot at rejse med sindets hastighed. Moderne flyvemaskiner kan flyve med over 3000 kilometer i timen, men hvad er det i sammenligning med sindets hastighed? Hvis man sidder hjemme hos sig selv og tænker på Indien, som er cirka 16000 kilometer væk, befinder man sig med det samme i Indien. Ens sind er rejst dertil. Så hurtigt er sindet.

Derfor siges det, "Hvis man rejser med denne hastighed i millioner af år, vil man stadigvæk ikke kunne nå frem til den åndelige verden." Det er ikke muligt at nærme sig den åndelige verden den måde. Derfor foreskriver Vedaerne, at man bør nærme sig en ægte åndelig mester, en guru. Ordet "pligt" anvendes i den forbindelse. Det siges klart, "Man er helt enkelt forpligtiget til at søge vejledning hos en ægte åndelig mester." Og hvad er en åndelig mesters kvalifikation? Han er en, som har forstået det vediske budskab ved at høre om det fra den rette kilde, og han skal i praksis være solidt forankret i Brahman. Disse to kvaliteter må han have. Ellers er han ikke ægte.

Denne Krishnabevidstheds-bevægelse er fuldstændigt autoriseret ifølge de vediskeprincipper. I Bhagavad-gita siger Krishna,"Det virkelige mål med vedisk forskning er at finde Krishna." I Brahma-samhita siges det også, "Krishna, Govinda, har utallige former, men de er alle og den samme." De er ikke ligesom vore fejlbarlige former. Krishnas form er ufejlbarlig. Vores form har en begyndelse, men Hans form har ingen begyndelse. Den er ananta. Hans form — alle Hans mangfoldige former — har ingen ende. I min form sidder jeg fx her og ikke hjemme i min lejlighed. I sidder der og ikke i jeres lejligheder. Vi kan kun være et sted af gangen. Krishna kan imidlertid være overalt på samme tid.

Han kan sidde i Goloka Vrindavana, og samtidig være til stede overalt i alle universer, i hvert eneste atom — Han er altgennemtrængende. Han er den oprindelige, den ældste person; men når man kigger på et billede af Krishna, vil man se en ung mand femten eller tyve år. Man vil aldrig se en gammel mand. I har sikkert set billeder fra Bhagavad-gita af Krishna som vognstyrer. På det tidsunkt var Han over 100 år gammel. Selvom Han lignede en dreng, havde Han ikke desto mindre oldebørn.

Krishna, Gud, bliver aldrig gammel. Dette er Hans suveræne kraft. Selv hvis man ønsker at finde Krishna ved at studere den vediske litteratur, vil man blive forvirret. Det er måske nok muligt, men det er meget vanskeligt. Men det er meget nemt at lære Ham at kende fra Hans hengivne. Hans hengivne kan videregive Ham til andre: "Her er Han, tag Ham." Så kraftfulde er Krishnas hengivne.

Orindelig var der kun én Veda, og det var ikke nødvendigt at læse den. Folk var så intelligente og havde så skarp hukommelse, at de kunne forstå ting ved blot at høre dem gang fra den åndelige mesters mund. De forstod straks den fulde betydning. Men for 5000 år siden nedskrev Vyasadeva Vedaerne specielt for folk i denne tidsalder, Kali-yuga. Han vidste, at folks livslængde med tiden ville blive drastiskt forkortet, de ville få en meget dårlig hukommelse, og deres intelligens ville blive svag. "Lad mig derfor kundgøre den vediske kundskab i skreven form." Han opdelte Vedaerne i fire dele, Rig, Sama, Atharva og Yajur, og gav sine forskellige disciple ansvaret for at udbrede disse Vedaer.

Derefter tænkte han på de mindre intelligente mennesker-stri, sudra og dvija-bandhu. Han havde kvindeklassens og sudra-klassens (arbejderklassen) samt dvija-bandhuernes velfærd i sinde. Dvija-bandhu henviser til dem, som er født i højtstående familier, men som ikke besidder de fornødne egenskaber. En mand, som er født i en brahmana-familie, men som ikke udviser brahminske kvaliteter, kaldes for dvija-bandhu. For disse personer skrev han Mahabharata, som kaldes Indiens Historie, samt de atten Puranaer. Disse er alle dele af den vediske litteratur: Puranaerne, Mahabharata, de fire Vedaer og Upanisaderne. Upanisaderne er en del af Vedaerne.

Derefter sammenfattede Vyasadeva al vedisk kundskab i Vedanta-sutra, som er specielt beregnet for lærde mænd og filosoffer. Dette værk udgør den endelig konklusion på Vedaernes lære.

Vyasadeva skrev personligt Vedanta-sutra under sin åndelige mester Naradas vejledning, men på en eller anden måde var han stadig ikke tilfreds. Dette er i sig selv en lang historie, som beskrives i Srimad Bhagavatam. Vyasadeva var ikke tilfreds med sit værk selv efter at have nedskrevet mange Puranaer og Upanisader. Ikke engang efter at have skrevet Vedanta-sutra var han tilfreds. Da sagde hans åndelige mester Narada til ham, "Du burde uddybe Vedanta-sutra yderligere" Vedanta betyder "konklusionen på al viden", og konklusionen på al viden er Krishna.

Krishna siger, at kundskaben om Ham findes overalt i Vedaerne. Her sigtes der til: Vedanta krtveda-vid eva caham. Krishna siger, "Det er Mig, der har udarbejdet Vedanta-sutra, og det er Mig, der kender Vedaerne." Derfor er Krishna det endelige mål. Dette forklares i alle vaisnava-kommentarerne til Vedanta-filosofien.

Vi gaudiya-vaisnavaer har vor egen kommentar til Vedanta-filosofien. Den hedder Govinda-bhasya, og er skrevet af Baladeva Vidyabhusana. lignende måde findes der en kommentar af Ramanujacarya og af Madhvacarya. Sankaracaryas version er ikke den eneste kommentar. Der er mange Vedanta-kommentarer, men fordi vaisnavaerne ikke var de første til at komme med en Vedanta-kommentar, har nogen fået den fejlagtige opfattelse, at Sankaracaryas kommentar er den eneste.

I øvrigt skrev Vyasadeva selv den perfekte Vedanta-kommentar, Srimad-Bhagavatam. Srimad Bhagavatam begynder med indledningsstrofen fra Vedanta-sutra: janmady asya yatah — den absolutte sandhed er den kilde fra hvilken alting udspringer — og denne absolutte sandhed bliver forklaret fuldt ud i Srimad Bhagavatam. Vedanta-sutra antyder blot, hvad Brahman, den Absolutte Sandhed, er, nemlig altings udspring, men dette er en kort sammenfatning. I Srimad Bhagavatam gives der en mere detaljeret forklaring. Hvis alting kommer fra den Absolutte Sandhed, hvad er da naturen af denne Absolutte Sandhed? Det forklares som sagt i Srimad-Bhagavatam.

Den Absolutte Sandhed må nødvendigvis være bevidst, eftersom vi er bevidste. Han er selvoplyst og uafhængig (sva-rat). Vi udvikler vor bevidsthed og kundskab ved at modtage viden fra andre, men om Ham siges det, at han er selvoplyst. Vedanta-sutra er sammenfatningen af al vedisk kundskab, og i Srimad Bhagavatam bliver Vedanta-sutra forklaret af forfatteren selv. Derfor opfordrer vi dem, som virkelig ønsker vedisk viden, til at forstå denne kundskab udfra de forklaringer som gives i Srimad Bhagavatam og Bhagavad-gita.